Ikke bare "rygerhoste": 3 symptomer, som kan være tegn på KOL

KOL | 31-10-2022
Ikke bare
Rygere ved, at rygningen påvirker lungerne. Når de oplever luftvejssymptomer som f.eks. hoste eller åndenød, tror de derfor måske, at disse symptomer er normale og bare skyldes rygningen. Men selv for rygere er luftvejssymptomer ikke normale eller uundgåelige – og det kan være et tegn på en sygdom, der kaldes kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL).

KOL er en almindelig luftvejssygdom, der medfører vedvarende symptomer såsom åndenød, pibende vejrtrækning og trykken for brystet1. De mest almindelige former for KOL er emfysem og kronisk bronkitis2. Emfysem er en sygdom, der beskadiger luftsækkene i lungerne, og kronisk bronkitis er en betændelsestilstand i de øvre luftveje, der normalt medfører kronisk hoste3.

KOL-symptomerne kan afhjælpes med behandling, så hvis du, et familiemedlem eller en ven har nogle af følgende symptomer, er det vigtigt at gå til lægen og få det undersøgt.

Almindelige symptomer på KOL

1. Åndenød

Åndenød (eller dyspnø), der ikke går væk, er det mest almindelige symptom på KOL.4

Man kan føle, at det kræver en større indsats at trække vejret, at det trykker for brystet, eller at man skal gispe for at få luft, og dette kan udløses af motion og fysisk aktivitet5. Hvis du eller nogen, som du kender, for nylig er begyndt at få åndenød, særligt ved hvile eller simple aktiviteter som at gå op ad trapper, kan det være et symptom på KOL.1

Det kan være svært at dyrke motion, når man har åndenød – men det er vigtigt at holde sig aktiv. Dette er endnu en grund til at tale med lægen hurtigst muligt om dine symptomer, så der kan stilles en korrekt diagnose og symptomerne kan blive behandlet.

2. Kronisk hoste

Et andet almindeligt symptom på KOL, og et af de første man normalt bemærker, er kronisk hoste, som kan forekomme hele dagen. Personer med kronisk hoste kan hoste opspyt op (en blanding af mundvand og slim), eller de kan have tør hoste.6

Rygere tror ofte, at kronisk hoste er "normalt", og at det bare er en naturlig konsekvens af rygning6. Men kronisk hoste er på ingen måde normalt. Det kan være et symptom på KOL, og lægen skal konsulteres.

3. Pibende vejrtrækning og trykken for brystet

Pibende vejrtrækning forårsages af indsnævring af luftvejene. Når luften bevæger sig gennem de indsnævrede luftveje, når vi trækker vejret, giver det den fløjtelyd, vi forbinder med pibende vejrtrækning.7 Pibende vejrtrækning ledsages ofte af trykken for brystet, hvilket kan gøre vejrtrækningen smertefuld. Sværhedsgraden af disse symptomer kan variere fra dag til dag, men også i løbet af en enkelt dag.

Diagnose og behandling af KOL

KOL kan diagnosticeres med en simpel test, der kaldes spirometri. Spirometri virker ved at måle den mængde af luft, en person kan puste ud af lungerne, og hvor hurtigt personen kan puste den ud.8 Lægen har et mundstykke, som du bruger til at puste ind i enheden med. Det er en simpel test, som en læge kan arrangere via en henvisning9.

Hvis du, eller en af dine nære, får diagnosen KOL, er der mange behandlingsmuligheder, som kan hjælpe med at håndtere symptomerne og endda kan forbedre sygdommens prognose. Behandlingen kan omfatte lægemidler, f.eks. bronkodilatorer eller inhalationssteroider, motion eller iltbehandling, hvor du får hjælp til vejrtrækningen med ilt10. Lægen vil kunne fortælle mere detaljeret om disse behandlingsformer og andre muligheder for afhjælpning under din konsultation.

Det er vigtigt at huske, at luftvejssymptomer, som nævnt ovenfor, ikke er normale. Heller ikke for rygere. Symptomerne kan være tegn på KOL. Den gode nyhed er, at KOL-symptomer kan blive afhjulpet gennem behandling, og jo tidligere diagnosen bliver stillet, jo hurtigere kan symptomerne blive behandlet. Lægemidler og motion kan især være med til at forbedre sygdommens prognose. Lægemidler virker ved at reducere hævelse og afslappe musklerne i luftvejene, så det bliver lettere at trække vejret11, og motion hjælper på blodomløbet i kroppen og styrker vejrtrækningsmusklerne12.

Alle skal have kvalitetspleje til lungerne, uanset om man er ryger eller ej. Sørg derfor for at bestille en tid hos lægen, hvis du, eller nogen du kender, oplever nogle af disse symptomer eller er bekymrede for KOL.


References:

1. M. Miravitlles & A. Ribera - Understanding the impact of symptoms on the burden of COPD [Accessed 20 September 2022]

2. Myc, A. Lukasz et al. Role of medical and molecular imaging in COPD [Accessed 20 September 2022]

3. COPD.net – Understanding Emphysema vs. Chronic Bronchitis [Accessed 21 September 2022]

4. D. O’Donnell at al. Dyspnea in COPD: New Mechanistic Insights and Management Implications [Accessed 20 September 2022]

5. PMA Calverley - Breathlessness during exercise in COPD: how do the drug work? [Accessed 20 September 2022]

6. Global Initiative for Chronic Obstructive Lung Disease (GOLD) 2021 report [Accessed 20 September 2022]

7. WebMD - Wheezing: Causes, Diagnosis, Treatment, and Remedies. Available at https://www.webmd.com/asthma/understanding-wheezing-basics [Accessed 20 September 2022]

8. Asthma + Lung UK - Spirometry and reversibility testing. Available at https://www.blf.org.uk/support-for-you/breathing-tests/spirometry-and-reversibility. [Accessed 20 September 2022]

9. Patient – Spirometry - What is a spirometry test? Available at https://patient.info/chest-lungs/chronic-obstructive-pulmonary-disease-leaflet/spirometry [Accessed 20 September 2022]

10. National Heart, Lung and Blood Institute – COPD Treatment. Available at https://www.nhlbi.nih.gov/health/copd/treatment [Accessed 20 September 2022]

11. COPD Foundation - COPD Treatment and Medications. Available athttps://www.copdfoundation.org/Learn-More/I-am-a-Person-with-COPD/Treatments-Medications.aspx. [Accessed 20 September 2022]

12. American Lung Association - Physical Activity and COPD. Available at https://www.lung.org/lung-health-diseases/lung-disease-lookup/copd/living-with-copd/physical-activity#:~:text=Exercises%20help%20your%20blood%20circulate,exercise%20are%20right%20for%20you. [Accessed 20 September 2022]


Orion koncernen er et globalt finsk lægemiddelfirma. Vi udvikler, fremstiller og sælger human- og veterinærlægemidler samt aktive lægemiddelsubstanser.

Pulverinhalatoren, som er udviklet af Orion, er kernen inden for vort terapiområde astma og kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL).